Stephen Vollo "A House"

arrow_backTil oversigten

"Jeg har altid syntes, der var sådan en skønhed over sådan en stue, selv om der ikke var nogen mennesker i den, måske netop, når der ingen var."
- Vilhelm Hammershøi (1864-1916) kendt som stilhedens mester.

Stephen Vollo (f. 1988, Rochester, NY) arbejder med afdæmpet, men sanseligt figurativt maleri, som minder om Vilhelm Hammershøis kølige interiører. Ligesom Hammershøi forvandler Vollo det stille og dagligdags til et sted for nærvær, hvor lyset, overfladen og rytmen i maleriet skaber både ro og uro. Et værelse, en seng, et vindue eller et blik bliver symboler for livets modsætninger, drømme og rastløshed, kærlighed og ensomhed, håb og tab.

Hans Malerier kredser om det genkendelige og hjemlige, en seng, et rum, en menneskeskikkelse, motiver, der ved første blik virker enkle, men som langsomt åbner sig mod mere komplekse, eksistentielle rum, som vi alle sammen kender.

Vollo maler med en teknisk disciplin, der vidner om hans uddannelse fra New York Academy of Art. Hans værker fremstår både poetiske og psykologiske, men der er ikke en konkret handling i malerierne, men snarere en situation eller stilstand, som beskueren kan mærke eller genkende.

A House samler nye malerier, der udspringer af personlige iagttagelser fra Vollos opvækst i forstæderne udenfor Rochester, NY. Stemningen i et rum, som nogen netop har forladt, blikket mellem mennesker foran et tv om aftenen, eller lyset fra nyhedernes blå kølige lys i et vindue, det konkrete og genkendelige forvandles til noget universelt. Motiverne er ikke dokumentariske, men atmosfærer, små mentale rum, hvor nærvær og afstand, fortid og nutid, intimitet og anonymitet mødes.

Selvom udstillingen primært undersøger rum og atmosfærer, inkluderer A House også fire portrætter. Vollo ser dem ikke som traditionelle portrætter, men som figurer, der bærer deres egen stemning. Personerne er nogen, han kender, men malerierne handler mere om de universelle træk og atmosfærer, som mennesket kan rumme, end om den konkrete identitet.
Vollo arbejder lagvis og langsomt med sine oliemalerier på lærred spændt over panel. De tykke, næsten reliefagtige lag maling skaber en tydelig tekstur, så overfladerne virker levende, for eksempel fremstår asfalten på et af malerierne, med en tekstur som var det virkelig asfalt. Værkerne har en stoflighed, der balancerer mellem det håndgribelige og det flygtige.
Malerierne udspringer ofte af et enkelt rum, men udvider sig til at omfatte mennesker, liv og detaljer omkring det, spejle, vinduer, TV-skærme, vinglas, alt sammen elementer, der er både personlige og velkendte i den amerikanske kultur. Husets tema bliver centralt, men det handler ikke om et specifikt hus; snarere om et fysisk og psykologisk centrum, hvor både tryghed og uro kan opleves.

I A House bliver huset ikke forstået som en bestemt adresse, men som en tilstand: et sted, hvor verden træder lidt tilbage, og eftertanken træder frem. Et indre landskab formet af hukommelse, lys, årstid, tidens gang og de små øjeblikke, der sætter sig i os, uden vi helt ved hvorfor. Vollos malerier er stille, men aldrig tomme; de åbner en plads, hvor beskueren kan træde ind og blive.

Start

fredag28. novkl. 17:00

Slut

lørdag10. jankl. 15:00

Lokation

Staldgade 32, Kødbyen, 1699 København

Eventet udbydes af:

Gallery Poulsen

Eventet er oprettet af:

Gallery Poulsen

Gallery Poulsen blev grundlagt på Sorøvej i Herning i 2003 af Morten Poulsen. Siden 2005 har lokationen været hovedstaden og fra 2010 Kødbyen, København, hvorfra galleriet drives i dag. Galleriet afvikler otte til ni solo og gruppeudstillinger årligt, samt deltager i danske og udenlandske messer, hovedsageligt i USA. Galleriet repræsenterer 35 internationale kunstnere der alle kredser om den figurative og hyperrealistiske kunst inden for maleri, skulptur og fotografi. På Art Herning i 2026 viser vi værker af

Se profil