Artikler

MCH Herning Kongrescenter forvandles til stort kunstgalleri

arrow_backTil oversigten

16. januar 2024

For 26. år i træk udstiller kunstgallerier fra hele Danmark fascinerende værker i alle prisklasser i MCH Herning Kongrescenter, og mange af de udstillede kunstnere skaber helt nye værker til Art Herning, som finder sted 26.-28. januar.

Den sidste weekend i januar indfinder en kær Herning-tradition sig. MCH Herning Kongrescenter fyldes nemlig med kostbare og interessante, smukke, udfordrende og tankevækkende kunstværker. Tusindvis af gæster fra hele landet vil strømme til byen for at hente inspiration eller erhverve sig et eller flere værker til hjemmet eller til firmakontoret. Stemningen er noget helt særligt, når kendere, købere og interesserede mødes om deres fælles passion: kunst.

Messen byder på kunst af talrige genrer og for enhver smag og pengepung. 43 af Danmarks førende gallerier vil udstille værker af 250 forskellige anerkendte kunstnere og spirende talenter. Der vil blandt andet være værker af Asger Jorn, Maja Lisa Engelhardt, John Kørner, Martin Bigum, Lise Kryger Simonsen og Peter Carlsen.

Den traditionsrige messe er hele tiden i udvikling. Det sørger messeudvalget for, som har fået to nye medlemmer, nemlig indehaver af Format Art Space Anne Riber og partner i Hans Alf Gallery Asger B. Nielsen.

- Til Art Herning kan man få et kondenseret indblik i, hvad der rører sig på kunstscenen lige nu. Man kan også få nye bud på, hvor maleriet er på vej hen. I nogle perioder har maleriet været dømt ude til fordel for andre kunstformer, men tit i krisetider kommer maleriet tilbage. For den umiddelbare tilgang til kunsten er vigtig, når verden er meget kompleks, og både etablerede og unge kunstnere giver gode bud på, hvorfor maleriet er relevant, siger Anne Riber, som mener, at det både generelt og i krisetider er vigtigt at omgive sig med kunst:

- Når verden ser alvorlig ud, er det vigtigt at have åndehuller og mærke, at mennesket kan noget godt. Nogle kunstnere arbejder politisk og med aktualitet. Andre tilbyder et alternativ til det dystre og går mere i retning af det fabulerende, det eventyrlige og det spirituelle, og det kan give os en tiltrængt helle. Og begge dele er nødvendigt. For kunsten husker os på, at verden ikke kun er leverpostej, men at der er mere at kæmpe for, og at vi kan meget mere, siger Anne Riber.

Og Asger B. Nielsen tilføjer:

- Vi glæder os altid til at komme til Art Herning, fordi det for os er en unik mulighed for at møde vores gode jyske kunder på hjemmebane. Vi forsøger altid at komme til Herning med den skarpest mulige præsentation - man tømmer ikke bare lageret for usolgte og obskure værker og drager til det midtjyske. Langt de fleste kunstnere producerer helt nye værker til Art Herning og har stor respekt for både messen og dens publikum.

Start din kunstsamling - følg de lyserøde prikker

Man behøver ikke være inkarneret kunstkender for at besøge messen. Nybegyndere er også meget velkomne, og derfor vil konceptet 'Start din kunstsamling' være at finde på messen. Rundt på udstillingen findes værker, markeret med en lyserød prik, som angiver, at værket er en del af konceptet. Disse værker koster maksimum 10.000 kr., og galleristerne står klar til at fortælle om værket og kunstneren.

Kunst skal nemlig være for alle, og med den ånd kommer også messens åbningstaler, kunstkonsulent og kurator Toke Lykkeberg, som er medlem af Ny Carlsbergfondets bestyrelse. Fondet arbejder netop for, at kunst skal ud til alle - helt i stifterens, brygger Carl Jacobsens, ånd. Han var af den overbevisning, at man kan blive et bedre menneske, hvis man omgiver sig med kunst. Og i over 110 år har Ny Carlsbergfondet nu støttet kunst i Danmark ved blandt andet at udbrede kunst af høj kvalitet i det offentlige rum, heriblandt ved indkøb af værker til museer, kirker, hospicer, retsbygninger, hospitaler og uddannelsesinstitutioner.

Art Herning er årets første store kunstbegivenhed i Danmark, og sådan har det været, siden kunstmessen, der anses som Danmarks førende af sin slags, så dagens lys i 1998. Dette års Art Herning finder sted 26.-28. januar 2024 i MCH Herning Kongrescenter.

keyboard_arrow_up