Sofia Ruiz, "A little peculiar

Sofía Ruiz (1982) skaber et dybt introspektivt visuelt univers, hvor drømmelignende scener og emotionelle lag folder sig ud i malerier, der balancerer det figurative og det surrealistiske. I sine nyeste værker undersøger hun hukommelse og identitet gennem blide billedverdener, hvor kropsfragmenter og symbolske gestus bliver bærere af tavs betydning.

Hendes praksis er præget af en særlig følsomhed over for billedets følelsesliv. De menneskefigurer, hun skildrer, svæver ofte i åbne, ubestemmelige rum – tegnet med en skrøbelighed, der næsten får dem til at opløses. Gennem transparens, lagdeling og brug af negativt rum formidler hun selvet som noget flygtigt: minder, længsel og kroppen som beholder for følelser.

Et poetisk ubehag gennemstrømmer hendes værker. Billederne antyder både personlige og kollektive erindringer, nedarvede oplevelser og den skrøbelighed, der følger med det at være menneske. Men netop i denne skrøbelighed findes en styrke – en stille generobring af stemmen gennem det bløde, det stille og det uperfekte.

Ruiz’ arbejde kredser også om følelsen af fremmedgørelse, dualitet og tab af identitet, som hun oplevede i barndommen, da hendes mor led af hukommelsestab. Ofte følte hun sig som en fremmed i sit eget hjem – som omsorgsperson snarere end barn – og denne emotionelle afstand afspejles i de isolerede, fjerne børn, der optræder i hendes malerier. Hendes billeder taler om de indre modsætninger: hvordan vi kan føle os både sete og usynlige, nærværende og fraværende. Teksturer og former i værkerne rummer en spænding mellem klarhed og forvrængning og undersøger, hvordan erindringer kan fastfryses, forandres eller gå tabt over tid.

Hendes visuelle sprog undviger klare kategorier. Malerierne befinder sig et sted mellem portræt, fortælling og det underbevidste – og tilbyder beskueren et rum for eftertanke og fordybelse.